Her følger referater fra de seneste tre runder:
Søndag den 28. august vandt NVBK 10-0 over Thyholm IF. De to hold lå ellers side om side i tabellen inden kampen, men NVBK var klasser bedre en hjemmeholdet.
Morten Vester bragte NVBK foran allerede i første minut, men ellers var første halvleg præget af kampens dommer, som i den grad favoriserede hjemmeholdet. Han bidrog stærkt til, at NVBK kun var foran 2-0 til halvleg. Anden halvleg blev totalt domineret af NVBK, og i det sidste kvarter scorede holdet 6 gange. Morten Vester og Simon Odgaard scorede hattrick.
I næste runde venter topholdet Hurup hjemme i en direkte kamp om førstepladsen.
NVBK: Rune Christensen, Martin Arentsen, Søren Hansen, Michael Mark, Morten Overgaard, Lasse Jensen, Morten Vester, Michael Kusk, Rasmus Martinussen, Simon Odgaard, Kim Mikkelsen, Mads Vester, Daniel Lundsby, Heine Kjeldgaard
Serie 6 vandt 5-1 hjemme over IF Nordmors. Denny Dornhoff scorede 3 mål. Damer 1 har vundet 10-3 over Hundborg, 10-1 over Midtthy og 8-2 over Sydmors, så holdet fortsætter hvor de slap i foråret. Damer 2 har tabt 3-0 til Fluif og 8-0 til Tilsted. Old Boys har ikke kunnet følge op på sejren over NIF. Det er blevet til nederlag på 5-1 i Hurup og på 2-0 til Nors.
Lørdag den 3. september spillede serie 4 om førstepladsen hjemme i Øster Jølby. Kampen sluttede 0-0. Et resultat som Denny gerne ville have solgt den for inden kampen, men bagefter var han og holdet trætte af, at de ikke vandt. Det var kun storspil af Hurups målmand, som forhindrede NVBK i at vinde og dermed overtage førstepladsen.
Især en fantomredning på Mads Vesters hårde afslutning tæt under mål og Simon Odgaards skud på stolpen ærgrede Denny. I anden halvleg gik Hurup helt ned, og det var spil til et mål. Desværre gav det bare ingen mål. Endnu en god kamp af NVBK, og der er lagt op til et spændende duel med Hurup om oprykning til serie 3. Lige nu virker begge hold for gode til at blive i serie 4.
NVBK: Rune Christensen, Martin Arentsen, Michael Mark, Søren Hansen, Daniel Lundsby, Morten Overgaard, Michael Kusk, Morten Vester, Mads Vester, Lasse Jensen, Simon Odgaard, Allan Blåbjerg, Jeppe Kirk, Kim Mikkelsen.
Serie 6 vandt 4-0 i VIF og holder trip med topholdet Røde Stjerne. En kamp som mest vil blive husket for Claus Ørbergs mange rush op ad højrekanten, som bl.a. førte til en assist, men også en enkelt gang kiksede, og førte til nærmest en friløber til VIF.
Sidste weekend holdt serie 4 endnu engang målfest. Det blev til en 7-0 sejr i Lyngs/Uglev. Hjemmeholdet havde to store muligheder indenfor de første 10 minutter, som den vikarierende målmand Kim Mikkelsen flot reddede. Herefter var det spil til et mål, og efter 4-0 ved pausen sluttede det hele 7-0 til Nordvestmors. En ny sejr til NVBK, som stadig kæmper en hård kamp om oprykning med Hurup.
NVBK: Kim Mikkelsen, Daniel Lundsby, Søren Hansen, Michael Mark, Heine Kjeldgaard, Michael Kusk, Rasmus Martinussen, Morten Vester, Christian Martinussen, Simon Odgaard, Lasse Jensen, Mads Vester, Denny Dornhoff, Keld Nielsen.
Serie 6 vandt 5-1 hjemme over CSKA Skive, og skal nu spille om første pladsen mod Røde Stjerne på søndag. Old Boys vandt uden kamp mod Frøstrup Hannes. Damer 1 vandt uden kamp over Nors og med hele 19-0 i Hanstholm. Damer 2 har desværre ikke kunnet stille hold de sidste to gange.